Jeg har spekuleret som en gal på, om bæredygtig kommunikation må være sjov. Kan man fx tale om "humor mod CO2"? Eller har man så ødelagt sin integritet som grøn?
Britiske John Grant, der har rådgivet blandt andet IKEA og LEGO om grøn markedsføring, er ikke i tvivl om, at der stilles større krav til den bæredygtige kommunikation end til "almindelig" markedsføring: "When things really matter we demand good information without spin, hyperbole or exaggeration". "Grønvask" og en veludviklet forbrugerskepsis er to grunde til, at man ikke kommer langt med alt for smarte reklamekampagner for grønne produkter.
Men hvad skal man så stille op som hittepåsom kommunikationspraktikant med hang til sjove ordspil og banebrydende grafik? Er man så nødt til at være en selvhøjtidelig dødbider, hvis man arbejder med grønne produkter?
Hvis man læser Grants Green Marketing Manifesto, er svaret, at det, der gør grøn marketing sjovt, er al den innovation og brugerinvolvering, man er nødt til at fokusere på som grøn og ansvarlig kommunikatør: Blogs, diskussionsfora, brugeranmeldelser, events, videndeling osv. Og det er et godt svar. Brugerdreven innovation og videnddeling blandt kommunikationsfolk må siges at have et kæmpe udviklingspotentiale, da det ikke ligefrem står øverst på kommunikationschefens dagsorden anno 2010.
Men vi har stadig ikke svaret på spørgsmålet om, hvilken form for humor - om nogen - man kan tillade sig at bruge, når man vil gøre opmærksom på et grønt eller bæredygtigt tiltag? Humor mod Aids? Humor mod CO2? Humor mod papirtunge arbejdsgange i kommunikationsprojekterne? Humor mod røde flag i Indbakken?
Hvor går grænserne for den bæredygtige kommunikatørs kreativitet, hvis hun skal bevare sin - i øvrigt faktabaserede - integritet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar