søndag den 20. juni 2010

Bæredygtighed - my foot!

Selv hvis vi er enige om, at bæredygtighed er en god idé, kan det være svært at gennemføre i praksis. I hvert fald hvis vi tænker regulering af adfærd som omdrejningspunktet. For under hvilke betingelser kan det i praksis lade sig gøre at regulere menneskelig adfærd?

Jeg er ikke i tvivl om, at det er rigtigt at spare på naturlige og økonomiske ressourcer og at tænke samfundsansvarligt, når vi kommunikerer. Personligt er jeg ved at udarbejde en model for, hvordan man kan opgøre footprint på leverancer af tekst til store webprojekter. Umiddelbart en tanke, som tiltaler mange: Som kommunikationsleverandør må jeg kunne stå inde for, hvor meget strøm, papir og transport jeg forbruger - og mine leverancer skal også helst indgå i et fornuftigt samspil med den gruppe, som styrer webprojektet, så vi ikke spilder tid, penge og andre ressourcer. Gensidigt aftalte arbejdsgange og procedurer kan sikre, at den kommunikation, jeg leverer, er samfundsmæssigt ansvarlig. Rent filosofisk er jeg overbevist om, at ideen holder.

Men som leverandør af mit første større webprojekt efter dette nye koncept begynder jeg at spekulere på, hvilken psykologisk teori idéen om bæredygtighed i givet fald skal hænge sin hat på. Mails bliver ikke besvaret, aftaler overholdes ikke, misforståelser opstår, og de gode, bæredygtige intentioner overskygges af mere jordnære bekymringer om overholdelse af tidsplan og betaling af fakturaer. Så under hvilke betingelser kan det overhovedet i praksis lade sig gøre at regulere menneskelig adfærd?

Den franske psykolog og samfundsteoretiker Michel Foucault beskrev i 70'erne og 80'erne, hvordan vi mennesker er åbne for at disciplinere os selv, når staten institutionaliserer bestemte tankegange - fx om straf, sex og sygdom. Så hvis bæredygtigheds-diskursen en dag bliver stærk nok i regeringskredse, er der måske håb for, at medarbejdere i kommunikationsprojekter af sig selv begynder at agere rationelt, ansvarligt og efter en fælles vedtaget plan.

Indtil det sker, hælder jeg efterhånden mest til den ene lov, der altid gælder - i arbejdslivet som i alle andre forhold - Murphy's lov: Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar