søndag den 14. november 2010

Bæredygtig kommunikation er også funky om fem år

Bæredygtig kommunikation er kommunikation, der stadig er relevant om fem år. Og den slags kommunikation skabes i spændingsfeltet mellem innovation og bevaring.

Forestil dig, at det website, din organisation lige har lanceret, også virker spritnyt og funky om fem eller ti år. Forestil dig, at den produktmappe, du efter møjsommelig brugerinddragelse, organisationsinvolvering og leverandørudbud har sendt i trykken i sidste uge, stadig ser sprød og lækker ud om bare to år. Eller forestil dig, at jeres nye markedsføringsstrategi viser sig reelt at bidrage til kontinuerlig optimering af produkter og services i alle firmaets afdelinger. Det er opgaven for en kommunikation, der vil kalde sig bæredygtig at levendegøre sådanne forestillinger.

Den bagstræberiske bæredygtighed

Når man sælger kommunikation, sælger man i høj grad drømme og følelser – villigheden til at ofre penge på ny kommunikation er ofte drevet af et ønske om at fremstille organisation eller firma i et mere gunstigt lys end det, der umiddelbart kan erfares ved at bruge firmaets produkter eller services. Eller med andre ord: Når varen ikke sælger sig selv, vil vi gerne have noget kommunikation, der kan sælge den. Et hurtigt fix, der kan få os til at føle, at vi er med i noget fantastisk.

Når man så gør sig til fortaler for en mere bæredygtig og rationel tilgang til kommunikation – altså fx argumenterer for, at kommunikationen skal kunne integreres med eksisterende platforme, eller at der skal være ressourcer til at bakke kommunikationen op og vedligeholde den, så punkterer man den romantik, der er forbundet med at investere i kommunikation. Det bliver rent ud sagt lidt halvkedeligt og bagstræberisk alt sammen. Det er en stor udfordring for bæredygtig kommunikation at gøre idéen sexet nok til, at nogen vil investere i den.

Evergreens der opfylder behov
I musikkens verden skabes der evergreens, i filmens verden taler vi om klassikere. Inden for den mere erhvervsrelaterede del af kommunikationsindustrien er der også gode eksempler på sexet kommunikation, der har holdt i mange år. Et meget nærliggende eksempel er Googles platform, der blev skabt i 1998, og stadig kører med et simpelt og velfungerende koncept. Et andet eksempel er Minna og Gunnar-reklamen (”Fisk, det er nok ikk’ så ringe endda”), der blev skabt i 1997, og som nu både er kommet på museum i Odense og har sin egen fanside på Facebook.

Når en platform, et udtryk eller et format har den holdbarhed, er det fordi den imødekommer et behov hos (for)brugeren. Bæredygtig kommunikation er kommunikation, der er drevet af netop dette ønske: at imødekomme andres behov over tid.